Vallensbæk Kirke er en landsbykirke opført i 1150 - 1200 og tårnet i 1500-tallet
Vallensbæk Kirkes arkitektur
Kirken i Vallensbæk Landsby går tilbage til 1100-tallet, bygget i årene 1150 - 1200. Den er en typisk landsbykirke, der oprindelig bestod af kor og skib i romansk stil opført i kridtkvadre. Tårnet er først kommet til senere, i 1500-tallet, og er opført i sengotisk stil.
Vallensbæk Kirke kom ved reformationen i kongens besiddelse, men i 1688 erhvervede etats- og kanceliråd Caspar Schiøler kirken. Senere i 1755 gik den over i etatsråd Hans Nicolai Nissens eje og videre efter hans død ind under den Nissenske Stiftelse. Man kunne indtil branden i 2007 endnu se signatur og monogrammer efter N. H. Nissen og efter dennes nevø, W. Pechüle, degn i Vallensbæk 1801 - 1845, på alterets fortæppe.
Kirken var i privateje helt indtil midten af 1950'erne. I dag ejes kirken af menigheden ved menighedsrådet.
Arkæologiske fund viser, at Vallensbæk Kirke er bygget på et gammelt helligsted. Dengang med udsigt over indsejlingen af Store Vejleå til Vallensbæk Mose.