STORE BEDEDAG

Udgivet fre d. 8. maj 2020, kl. 07:00
Virtuel kirke i en Coronatid

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«  Tekst til Bededag 4. fredag efter påske, anden række

Store Bededag er en lidt mærkelig størrelse. Den er den yngste af vore helligdage og blev indført ved lov i 1686 af kong Christian V. Og den er en helligdag, der ikke har noget som helst med Jesu liv og historie at gøre. Baggrunden for den findes i vores katolske fortid, hvor vi havde mange små og meget populære mark - og bededage, der dog ikke altid blev benyttet til dét, der var hensigten, nemlig: styrkelse af det åndelige liv. Og det faktum sammenholdt med mængden af bededage gjorde, at statsapparatet ønskede at stramme op. Der skulle arbejdes i stedet for, der skulle mad på bordet og vigtigst af alt: der skulle også helst penge på bunden af den slunkne Statskasse, der blandt andet led under deltagelsen i Trediveårskrigen. Biskoppen over Sjælland, Hans Bagger havde allerede i 1677 indført 3 Faste- og helligdage i sit stift i stedet for de mange små og specielle dage. Af de tre blev den midterste den 27. marts 1686 lovfæstet ved kongelig forordning som: en "ekstraordinær, almindelig bededag" gældende for hele kongeriget. En dag tiltænkt: bøn, faste og bod. Og Store Bededag blev placeret lige inden, kongen tog på sit årlige sommertogt rundt i landet. Dagen blev indvarslet allerede aftenen før med klokkeringning, som var et signal til, at kroer og forretninger skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. Man skulle faste, indtil den kommende dags gudstjenester var afsluttede og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed". Og det betød så for bagerne, at de ikke kunne levere friskbagt brød på bededagen. Derfor bagte de de hveder, vi stadig i dag spiser, som folk så kunne varme og spise dagen efter. Man kunne godt få den tanke at grunden til, at Store Bededag har overlevet netop er traditionen med varme hveder, og så det faktum at vi normalt er rigtig mange kirker, der bruger dagen til at holde konfirmation.

Det skal vi desværre ikke i år. Til gengæld får vi så glæde af den på én gang kradse og forunderlige evangelietekst, som måske ikke så ofte bruges til konfirmationstalen. Teksten er en del af Jesu bjergprædiken, nærmere bestemt i slutningen af talen, hvor det er bønnen, - i særdeleshed Fadervor - der er det centrale emne. Langt de fleste mennesker har - også selv om man måske ikke officielt betegner sig som troende, bedt, - om ikke Fadervor - så i hvert fald en eller anden form for bøn på et eller andet tidspunkt i deres liv. For når vi oplever, at vores egne evner ikke længere slår til, når livets barske storme rammer ens liv og truer med at tage al livslyst, mening, håb og mod fra en, så søger vi automatisk hjælp fra noget, der er større end os selv. Der er mange situationer, hvor man kan føle sig kastet ud i kaos: at miste sit job, et pludseligt dødsfald, alvorlig sygdom, et barn, der mistrives, en uventet skilsmisse. Der kan bøn føles som dét eneste, der kan skabe håb og mening. Men i forlængelse af det møder vi så også den største modstand mod bønnen. Anklagen mod bøn er den simple: det er de færreste bønner, der bliver besvaret eller bønhørt. Og det er nok noget af det sværeste for os mennesker at forstå: at Gud ikke nødvendigvis besvarer min bøn, fordi jeg har et behov. Men der er ingen automatik indbygget i dét at bede. Gud er ikke en handelsmand, man kan lave underhåndsaftaler med. Gud er ikke en automat, man kan putte en bøn ind i, trykke på en knap og så kommer "det ønskede" ud. Hvis Gud besvarede bøn ud fra, hvor stort behovet og ønsket er, så ville der ikke være fattige børn, der dør af sult, der ville ikke være bombeskudte huse og krigshærgede lande, der ville ikke være ensomme, forældreløse børn. Der ville ikke være nogen pandemi.

Og set i det lys, er det let at få ordene: "Enhver som beder, han får" galt i halsen. Det er egentlig ret let at forstå, hvorfor nogle mister troen på Gud:; når Gud ikke har gjort ens mor, far, mand, kone, søster eller bror rask; når Gud ikke har reddet mennesker fra ulykker eller krige; når Gud ikke har hjulpet mig. For et er, at bønnen måske har en virkning indad i én selv, for bare det at få sat ord på frygten, angsten eller behovet har i sig selv en effekt, men hvad med virkningen i forhold til Gud eller i forhold til verden? I virkeligheden kunne man lige såvel spørge, hvorfor kan vi ikke mærke virkningen? For vi ved godt, at Gud ikke er en automat, vi kan trække ønsker i. Og begge spørgsmål har med det faktum at gøre, at det er uendelig svært at være i det magtesløse rum. Det er ikke let at sige ske din vilje, når kaos og meningsløshed fylder!

Men vi giver heller ikke børnene sten, når de beder om brød. Og de gode gaver vi får fra Gud er ikke luksus eller særrettigheder. Det er tro, håb og tillid, der i bund og grund er gaverne. Og de kan være som en trang vej og en snæver port at følge, endsige finde i sig selv. Men i dem finder vi også retten til - til hver en tid - at lægge vore sorger og bekymringer, al vores tvivl og al vor frygt frem for Gud. Og på trods kan vi tro, at ikke blot lytter han til os, men han taler også til os gennem sit ord og gennem fortællingen om, hvordan han selv vandrede her på denne jord i skikkelse af Jesus Kristus. Så der er ikke den sorg, han ikke kender; der er ikke den fortvivlelse, han ikke selv har været igennem eller den ondskab, han ikke har været konfronteret med. Men han forligede sig med det uafviselige og det uafvendelige. Han gik vejen, han måtte gå, selvom den endte på et trækors udenfor Jerusalems mure. Og der ikke var noget, der kunne være gjort anderledes. Der var intet at fortryde. Han som er Gud og Kærligheden selv, han kunne ikke gøre andet end dét, han gjorde, også selv om det gjorde ham selv både sårbar og værgeløs i verden. Og det er vejen, som vi så også må gå, ikke uden om eller befriet for eller ignorerende det svære, men igennem det svære, og hvor vi aldrig må tvivle på, at Gud har hørt vores bøn, og at han går vejen med os. For sådan er den snævre vej, den vej, der fører til livet: det leves i tillid til Guds omsorg og kærlighed i både det kendte og ukendte, i både det valgte og ventede såvel som i det uafviselige og uafvendelige.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Lad os bede:

Gud, du almægtige, som bærer både verdens begyndelse og den sidste time i dit væsen. Hjælp os med at bære vores liv. Styrk vores mod så vi tør stå usikkert i kærlighedens afmagt. Overlad os ikke til vores egne systemer og drømme, men pust os ind på livets snævre vej. Gud, vi beder: for dem, der bor i lukkede rum. For dem, der fortryder for sent og dem, der aldrig fik det sagt. Vi beder for dem, som er på vej. Og for dem, som ikke kan se en vej. Vi beder for dem, ingen bryder sig om og aldrig husker. Vi beder for dem, der af frygt for skyggerne har slukket lyset.

Giv os kræfter til at hjælpe mennesker i nød, så også de må opleve, at de er omfattet af kærlighed og tryghed - og når vore egne kræfter slipper op, så lær os at bede, så vi kan få flere kræfter.

Vær med vor Dronning Margrete den anden og vær med alle, der har magt til at regere: giv dem styrke til at indse deres svagheder, så de kan regere i kærlighed. Vær hos os. Bær med os. Og bær over med os. Kom med dit lyse nærvær og din hellige virkelighed og fej os sammen, når vi en dag bliver til aske, så vi med din engel kan gå igennem påskemorgenrøden til evighedens rige. Amen.

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen.

Til at ledsage andagten har Charlotte Holm valgt salme nr. 28 i Den danske salmebog:

"De dybeste lag i mit hjerte" med tekst af Jens Rosendahl, 1990 

Kommentarer

Tilføj kommentar

Ophavsret: